Det tabte Gudsbillede

I evighedernes morgen skabte Gud mennesket i sit billede. Bibelen fortæller os, at da Gud så på det menneske, han havde skabt, så han, at det var såre godt. 1. Mosebog 1, 31.

Kirken har haft en lang tradition for at se på mennesket som syndigt – men lige der; midt i Edens have var Gud fuldstændig tilfreds med mennesket! Hvordan kunne han være andet med noget, der var skabt i hans billede? Historien om menneskets fald i Edens have, ser dog ud til at have overskygget fortællingen om mennesket skabt i Guds billede.

Man kan med rette være nysgerrig på, hvad der skete med Guds billede i menneskets sjæl under og efter syndefaldet. Forsvandt billedet og alt det Gud var tilfreds med eller blev der, trods alt efterladt spor af det i menneskets sjæl?

I dette foredrag undersøger jeg sider af det billede, der tegnes af Gud i Bibelen. Sider af Gud, som peger på, at mennesket stadig bærer hans billede i sin sjæl – om end det blev skadet af syndefaldet. Jeg sammenholder de lighedstræk, der er mellem Gud og mennesket. Lighedstrækkene kommer til syne i den almindelige hverdag og danner baggrund for menneskets evne til at indgå i fællesskabet med andre.

Fællesskabet er en af de sider, vi ser hos Gud, idet Gud er tre; Faderen, Sønnen og den Hellige Ånd. Det er i fællesskaber, i relation til andre, at mennesket både kan miste og finde sig selv. Det er en gave at opdage sporene af Guds billede i menneskets sjæl, og forstå de store muligheder der ligger i dette – både for den enkelte og for kirken.